1. Quieta Gallia Caesar, ut constit

1. Quieta Gallia Caesar, ut constituerat, in Italiam ad conventus agendos proficiscitur. Ibi cognoscit de Clodii caede [de] senatusque consulto certior factus, ut omnes iuniores Italiae coniurarent, delectum tota provincia habere instituit. Eae res in Galliam Transalpinam celeriter perferuntur. Addunt ipsi et adfingunt rumoribus Galli, quod res poscere videbatur, retineri urbano motu Caesarem neque in tantis dissensionibus ad exercitum venire posse. Hac impulsi occasione, qui iam ante se populi Romani imperio subiectos dolerent liberius atque audacius de bello consilia inire incipiunt. Indictis inter se principes Galliae conciliis silvestribus ac remotis locis queruntur de Acconis morte; posse hunc casum ad ipsos recidere demonstrant; miserantur communem Galliae fortunam: omnibus pollicitationibus ac praemiis deposcunt qui belli initium faciant et sui capitis periculo Galliam in libertatem vindicent. In primis rationem esse habendam dicunt, priusquam eorum clandestina consilia efferantur, ut Caesar ab exercitu intercludatur. Id esse facile, quod neque legiones audeant absente imperatore ex hibernis egredi, neque imperator sine praesidio ad legiones pervenire possit. Postremo in acie praestare interfici quam non veterem belli gloriam libertatemque quam a maioribus acceperint recuperare.

Resultater (Dansk) 1:

1. Gallien er rolig, Cæsar, da han havde bestemt, der for Italien for at holde den provinsielle assizes. Der opdager han, at død Clodius [af] senatet, blev han informeret om, at med henblik på, at alle de unge i Italien militær ed, han opkræve hele provinsen. Rapport af disse begivenheder hurtigt bæres ind Transalpine Gaul. Den gallere selv føje til rapporten, og opfinde, hvad sagen syntes at kræve, og heller ikke at Cæsar blev tilbageholdt af uroligheder midt i voldelige Uenigheder, kommer til sin hær. Animeret af denne mulighed, de, som allerede tidligere til dem, som ere under herredømme af Rom, begynder at planer for krig mere åbent og dristigt mere frit. Ved møder mellem lederne af Frankrig, en vild og fjerne steder Acconis klager over døden; Eller skær dem at være i stand til at demonstrere til omstændighederne i sagen; af Gallien, de skam skæbne fælles: de gøre alt slags løfter og belønninger, de indtrængende opfordre begyndelsen af ​​krigen, og hævde frihed Gallien ved fare for deres liv. De siger, at særlig forsigtighed bør betales, før deres hemmelige planer bør videregives, da Cæsar havde fri fra sin hær. At dette var let, fordi hverken ville legioner fravær af deres generelle, vover at forlade deres vinterkvarter, heller ikke kunne det generelle nå sin hær uden en vagt. Endelig, for bedre at blive slået ihjel i kamp, ​​end ikke at genvinde deres gamle berømmelse i krig, og den frihed, som de havde modtaget fra deres forfædre.